mandag den 24. juni 2013

HENRIK VIBSKOV: NECK PLUS ULTRA


Mit første møde med Henrik Vibskov var på DR2 for en del år siden. Jeg husker desværre ikke programmets navn, men Vibskov forklarede blandt andet hvordan hans barndom på landet i Jylland havde inspireret ham til hans ikoniske griseprint, og allerede der studsede jeg over hvor meget han adskilte sig fra alle de andre danske designere jeg kendte til. Ikke kun lavede manden smukt tøj, han havde tydeligvis også en masse andre tanker og idéer, der på mange måder mindede mig om dem jeg kendte fra kunstens verden.


Sidenhen har jeg fuldt med i Vibskovs karriere, overvejet at tømme min bankkonto adskillige gange grundet hans design, og for nyligt også fået lov at få et indblik i hans skæve univers i udstillingen NECK PLUS ULTRA på GL STRAND. Her har Vibskov givet os lov til at følge med i netop nogle af de kreative idéer og eksperimenter som han udfører ved siden af sine designs, hvilket har resulteret i en slags to etager-høj kæmpeinstallation, der både indeholder flamingoer, skum og kæmpe mængder af uld.


Jeg vil ikke gå for meget ind i indholdet, dels fordi I kan se en del på billederne her, men mest fordi jeg synes det skal opleves på egen hånd, så hvis i stadig ikke har været inde forbi NECK PLUS ULTRA, kan jeg kun anbefale jer at komme afsted med det samme. Selvom udstillingen heldigvis løber helt til d.8 september kan den sagtens tåle flere besøg, og med studiekort er entréen kun 30 kr., så et besøg eller to efterlader ikke pengepungen tom. Hvis I vil læse mere kan I gå ind på GL STRANDS egen hjemmeside lige her, hvor I også kan læse om kommende udstillinger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar