lørdag den 7. september 2013

FRIDA KAHLO - ET LIV I KUNSTEN


I onsdags var jeg blevet inviteret til Arken for at få et smugkig på deres nye udstilling: Frida Kahlo - Et liv i kunsten. Mit umiddelbare kendskab til Frida Kahlo var begrænset til minderne om utallige selvportrætter af en smuk kvinde med sammenvoksede øjenbryn, overskæg og farverige klæder, men jeg havde ingen anelse om hvad der lå bag billederne, og hvilken fantastisk historie de egentligt gemte på. Det ændrede udstillingen fuldstændig på - ikke kun får man lov at opleve et bredt udvalg af Kahlos kunst, og altså ikke kun de kendte selvportrætter, men samtidig får man også et intimt indblik i hendes liv og en bedre forståelse for symbolikken bag de evige fremstillinger af hende selv, bl.a. via video, fotos og uddrag fra hendes dagbøger.


Kahlos liv var på ingen måde udramatisk: i en tidlig alder fik hun diagnosticeret polio, og en trafikulykke efterlod hende handicappet og fratog hende muligheden for at få børn. Hendes opvækst var præget af revolutionen i Mexico, hun var aktiv kommunist og feminist, og på det mere personlige plan havde hun angiveligt affærer med bl.a. Leon Trotsky og Josephine Baker, samtidig med et dramatisk forhold/ægteskab med kunstneren Diego Rivera, som hun giftede sig med to gange. Udstillingen tydeliggør præcis hvordan alt dette havde indflydelse på Kahlos kunst, samtidig med at man også får et indblik i den generelle mexicanske kunst og kultur fra samme periode, bl.a. via Rivera og flere andre mexicanske kunstnere.


Alt i alt var jeg meget imponeret af udstillingen. Ikke kun formåede den at give mig et langt bedre billede af hvem Frida Kahlo egentligt var, men jeg fik også udvidet min horisont i forhold til mexicansk kunst generelt. Symbolikken spiller en stor rolle i Kahlos kunst, men for de, der overvejer at se udstillingen, men måske finder symbolikken lidt for højtflyvende, skal det tilføjes at udstillingen i sig selv også bare er fantastisk smuk at se på. Således en gennemført udstilling, som jeg klart vil anbefale alle. Udstillingen løber fra i dag, d.7/9/13 til d. 12/1/14 og indgang koster 95 kr., men 75 for studerende. I kan læse mere på Arkens hjemmeside lige her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar