For nylig var jeg på Københavns Musikteater med mit ene kursushold fra RUC, for at se Christian Lollikes nyeste opsætning "All My Dreams Come True". Trods tidligere teaterabonnementer, er jeg (desværre) endnu ingen teaternørd, så min eneste viden om Lollike var, at han stod bag det omdiskuterede stykke "Manifest 2083", som omhandlede Anders Breivik. Jeg vidste altså mildest talt ikke hvilken type teater jeg gik ind til, og jeg blev om muligt endnu mere forvirret da jeg så AMDCT's beskrivelse:
"To personer er deprimerede. De er trætte af dagligdag og leverpostej, af terapi, af Disneys stereotype kropsidealer, af finanskrisen og af at politikernes eneste svar er vækst. De længes efter rigtige eventyr om liv og død, efter barrikader at stå på og ikke mindst efter DET. Problemet er bare, at de ikke ved hvad DET er. De giver Disney skylden for, at deres fantasi er steriliseret, og at de ikke længere kan forestille sig en anden verden. I jagten på nye drømme og nye eventyr beslutter de sig for at lave deres eget Disneydrama – hvor alle deres drømme kan gå i opfyldelse. De kalder det: All My Dreams Come True."
Stykket har fået en del blandede anmeldelser, med overskrifter lige fra "Freakshow med kant byder på enestående teaterøjeblik" (Monna Dithmer, Politiken, d.2/9/13) til "Helt nede på Fætter BR-niveau" (Anne Middelboe Christensen, Information, d.2/9/13). Jeg hører helt klart til det begejstrede hold, omend jeg ikke kan påstå, at kunne sige noget helt præcist om hvorfor jeg blev begejstret - tværtimod forlod jeg forestillingen fuldstændig forvirret, men også mere underholdt end jeg har været i lang tid. Stykket kan nok ikke siges at være for alle - almene idéer om politisk korrekthed og sociale konventioner brydes, når Lollike bl.a. benytter sig af to dværge og en spastiker som medvirkende, og jeg kan godt forstå at flere forstår dette som et lidt søgt forsøg på at provokere. En anden kritik er at angrebet mod Disney falder igennem og forbliver en kliché. Begge dele må jeg dog sige mig uenig i. For mig var stykkets formål hverken kun at provokere eller at kritisere Disney. I stedet blev Disney bare én måde at tydeliggøre det, der for mig virkede som stykkets egentlige budskab: det moderne menneskes forventninger er forskruede, og vi ved ikke hvordan vi skal komme videre, eller hvad det i det hele taget er, vi mangler. Det vigtige er altså ikke så meget hvem, der har forskruet forventningerne, som hvad dette i det hele taget betyder for os, vores drømme og tilgang til livet. Alt dette bliver iscenesat gennem Disneys til tider decideret absurde verdensbillede, og ved at benytte sig af mennesker, der i princippet falder udenfor "normen" eller idealet i vores virkelige verden, bliver dette billedes absurditet kun tydeliggjort af Lollike.
Dette er selvfølgelig bare min tolkning, som nok er én ud af mange, og det er egentlig en vigtig pointe - mit kursushold havde nemlig mange forskellige holdninger til præcis hvad det var, Lollike ville, og ligeså vil de fleste, der ser stykket sikkert også. Det var også tydeligt at publikum var uenige ift. stykket - de, der sad bag mig, talte højt om at gå før tid, hvor de foransiddende gav en stående applaus. Jeg vil anbefale stykket til dem, der gerne vil se en anden type teater end de mere klassiske forestillinger, man for eksempel kan se på Det Kongelige Teater, men jeg vil også understrege at man altså skal have humoren med sig, og ikke være bange for (eller fordomsfuld overfor) nøgenhed, latterliggørelse og en generel kontakt med publikum fra skuespillernes side. Stykket kan til tider virke dybt absurd, men det er nærmest en fordel, skuespillerne leverede en, efter min mening, fantastisk præstation, og der var kun få øjeblikke, hvor jeg ikke følte mig absolut underholdt. "All My Dreams Come True" skulle gerne blive vist på DR K i November, men den kan altså også ses live på Københavns Musikteater indtil d.19. oktober, og da den klart bør ses i virkeligheden, ville jeg anbefale at I skynder Jer!
"To personer er deprimerede. De er trætte af dagligdag og leverpostej, af terapi, af Disneys stereotype kropsidealer, af finanskrisen og af at politikernes eneste svar er vækst. De længes efter rigtige eventyr om liv og død, efter barrikader at stå på og ikke mindst efter DET. Problemet er bare, at de ikke ved hvad DET er. De giver Disney skylden for, at deres fantasi er steriliseret, og at de ikke længere kan forestille sig en anden verden. I jagten på nye drømme og nye eventyr beslutter de sig for at lave deres eget Disneydrama – hvor alle deres drømme kan gå i opfyldelse. De kalder det: All My Dreams Come True."
Stykket har fået en del blandede anmeldelser, med overskrifter lige fra "Freakshow med kant byder på enestående teaterøjeblik" (Monna Dithmer, Politiken, d.2/9/13) til "Helt nede på Fætter BR-niveau" (Anne Middelboe Christensen, Information, d.2/9/13). Jeg hører helt klart til det begejstrede hold, omend jeg ikke kan påstå, at kunne sige noget helt præcist om hvorfor jeg blev begejstret - tværtimod forlod jeg forestillingen fuldstændig forvirret, men også mere underholdt end jeg har været i lang tid. Stykket kan nok ikke siges at være for alle - almene idéer om politisk korrekthed og sociale konventioner brydes, når Lollike bl.a. benytter sig af to dværge og en spastiker som medvirkende, og jeg kan godt forstå at flere forstår dette som et lidt søgt forsøg på at provokere. En anden kritik er at angrebet mod Disney falder igennem og forbliver en kliché. Begge dele må jeg dog sige mig uenig i. For mig var stykkets formål hverken kun at provokere eller at kritisere Disney. I stedet blev Disney bare én måde at tydeliggøre det, der for mig virkede som stykkets egentlige budskab: det moderne menneskes forventninger er forskruede, og vi ved ikke hvordan vi skal komme videre, eller hvad det i det hele taget er, vi mangler. Det vigtige er altså ikke så meget hvem, der har forskruet forventningerne, som hvad dette i det hele taget betyder for os, vores drømme og tilgang til livet. Alt dette bliver iscenesat gennem Disneys til tider decideret absurde verdensbillede, og ved at benytte sig af mennesker, der i princippet falder udenfor "normen" eller idealet i vores virkelige verden, bliver dette billedes absurditet kun tydeliggjort af Lollike.
Dette er selvfølgelig bare min tolkning, som nok er én ud af mange, og det er egentlig en vigtig pointe - mit kursushold havde nemlig mange forskellige holdninger til præcis hvad det var, Lollike ville, og ligeså vil de fleste, der ser stykket sikkert også. Det var også tydeligt at publikum var uenige ift. stykket - de, der sad bag mig, talte højt om at gå før tid, hvor de foransiddende gav en stående applaus. Jeg vil anbefale stykket til dem, der gerne vil se en anden type teater end de mere klassiske forestillinger, man for eksempel kan se på Det Kongelige Teater, men jeg vil også understrege at man altså skal have humoren med sig, og ikke være bange for (eller fordomsfuld overfor) nøgenhed, latterliggørelse og en generel kontakt med publikum fra skuespillernes side. Stykket kan til tider virke dybt absurd, men det er nærmest en fordel, skuespillerne leverede en, efter min mening, fantastisk præstation, og der var kun få øjeblikke, hvor jeg ikke følte mig absolut underholdt. "All My Dreams Come True" skulle gerne blive vist på DR K i November, men den kan altså også ses live på Københavns Musikteater indtil d.19. oktober, og da den klart bør ses i virkeligheden, ville jeg anbefale at I skynder Jer!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar